COVID-19 INFORMATION

Kære Fossflakes venner


Hjulene er næsten gået i stå i Danmark, Europa og USA, mens de langsomt er begyndt at dreje igen i de asiatiske lande, der først blev ramt. Det gælder bl.a. Kina, Sydkorea, Japan, Singapore, Taiwan og Hong Kong. Med forskellige tilgange til at stoppe smitten, tilgange man altid kan diskutere, har landene formået at komme igennem første bølge. Det giver håb for alle os andre.


Den danske tilgang har betydet, at det meste står stille i Danmark. I Fossflakes A/S kan vi også mærke konsekvenser af Corona-udbruddet. Heldigvis er vi alle sammen raske og kan fortsat arbejde, men vores danske og europæiske partnere har for størstedelens vedkommende udskudt de fleste af ordrer vi ellers skulle have fremstillet i april, maj og juni.


Vi har derfor valgt at tage imod myndighedernes hjælpepakke og sendt de fleste af produktions medarbejderne hjem med fuld løn. Vi har således indstillet en del af vores produktion og sat en række administrative funktioner på pause.


Alle Fossflakes medarbejdere følger myndighedernes anvisninger og gør deres bedste for at passe på sig selv og hinanden. De der fortsat arbejder i produktionen, vasker hænder, anvender sprit og holder behørig indbyrdes afstand, ligesom de der arbejder hjemmefra eller er sendt hjem med løn i princippet gør det samme – bare derhjemme.


Heldigvis har vi masser af varer på lager og vores web-butik holder stadig åbent med alle de gode Nordic Sleep produkter, gode tilbud og udgåede produkter til lave priser i vores Outlet.

Venlig hilsen

Adam Foss
Stifter og adm. direktør
Fossflakes A/S